Udviklingskonsulent til Voksenstøtte i Billund Kommune

Profilbillede
dato

BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet

Vil du være med til at udvikle fremtidens velfærd, der skaber værdi for borgerne i Billund Kommune? Brænder du for at skabe udvikling og omsætte indsigter til konkrete løsninger i praksis, hvor borgeren hele tiden er i centrum? Så har du nu mulighed for at blive en del af Billund Kommune – Fremtidens Legeplads

 

I Voksenstøtteområdet arbejder vi for at gøre en positiv forskel for borgere, medarbejdere og organisationen. I den forbindelse søger Billund Kommune en ny udviklingskonsulent, der skal være med til at understøtte den fortsatte udvikling af små faste teams i hele Voksenstøtteområdet. I Billund kalder vi det samstyrende teams i en grænseløs kommune. Det betyder, at vi gør op med traditionelle organisatoriske strukturer, da de samstyrende teams er tværfagligt sammensat og har større frihed i tilrettelæggelsen af opgaver – sammen med borgerne. Du kan læse om ambitionerne for samstyrende teams her.

Som vores nye udviklingskonsulent, vil dine opgaver til en start være særligt fokuseret omkring den fortsatte udvikling af de samstyrende teams, i tæt samarbejde med projektleder og øvrige interessenter. På sigt vil du, afhængigt at dine kompetencer, blive involveret i den øvrige opgaveportefølje i Staben.

Staben i Voksenstøtte består af et tværfagligt arbejdsfællesskab med 14 medarbejdere, hvor vi understøtter handicap-, psykiatri-, ældre og sundhedsområdet. Vi løser mange forskellige typer af udviklingsopgaver på tværs af området. Staben refererer til Chefen for Voksenstøtteområdet.

 

Om dig

Du har en relevant samfundsfaglig uddannelse, der gør dig i stand til at arbejde analytisk med opgaverne. Det er en forudsætning, at du har forståelse for det strategiske arbejde i en politisk styret organisation og vi ser meget gerne, at du har relevant erhvervserfaring.   

Vi søger en kollega, der kan berige Staben med akademiske kompetencer og en velfunderet værktøjskasse til at indgå i projekt- og udviklingsarbejde.  

Vi forestiller os desuden, at du er en stærk kommunikatør, som har nemt ved at formulere dig både skriftligt og mundtligt til forskellige målgrupper. Vi ser gerne, at du har erfaring med at udarbejde grafisk materiale. Det er samtidig vigtigt for os, at du har erfaring med kvantitativt og kvalitativt analysearbejde samt evalueringsdesign.

Du er en dygtig organisator, der kan arbejde struktureret og skabe overblik, så projektets aktiviteter bliver drevet godt i mål. Du kan hurtigt tilegne dig ny viden, formidle den og omsætte den til praksis i forhold til konkrete arbejdsopgaver. Du er kreativt tænkende og ikke bange for at udfordre eksisterende praksis.

Du kan arbejde selvstændigt, men er samtidig en udpræget holdspiller, der tager det som en selvfølge, at resultater skabes i fællesskab. Du er imødekommende og god til at skabe et stærkt netværk med mange forskellige aktører og samarbejdsrelationer. Du befinder dig godt i en omskiftelig hverdag, hvor du tager medansvar for det gode arbejdsmiljø og bruger dine kompetencer, der hvor behovet er.   

 

Til en start kommer du primært til at arbejde med:

  • Understøtte projektleder og selvstændigt varetage relevante udviklingsaktiviteter, herunder styring og opfølgning på arbejdsgrupper i relation til samstyrende teams
  • Kommunikationsstrategi, herunder udarbejdelse af kommunikationsmateriale til projektets interessenter 
  • Evalueringsdesign og analyse
  • Inddragelse af borgerpanel i den videre udvikling af samstyrende teams

 

På sigt vil du blive inddraget i andre opgaver, så som:

  • Tovholder på udviklingsopgaver og projekter, herunder planlægning og facilitering af processer, workshops mm.
  • Udarbejdelse af sagsfremstillinger og status til det politiske niveau
  • Udarbejdelse af læsevenlige notater og analyser, hvor der udvikles og anvendes relevante data og statistikker til at sætte retningen for arbejdet
  • Bidrage til at skabe sammenhæng i opgaveløsningen på tværs af Voksenstøtteområdet, hvor der hele tiden er fokus på en fælles retning og tilgang til arbejdet med kerneopgaven
  • Understøtte implementering af tiltag og løsninger, der skaber værdi i praksis 

 

Hvad kan Billund Kommune byde på?

Du bliver en del af Billund Kommune, hvor vi arbejder ud fra en overordnet strategi, som vi kalder Fremtidens Legeplads. Du kan læse mere her

Leg, læring og kreativitet er en del af vores DNA, hvor der er plads til at prøve nyt sammen. Her samarbejder vi blandt andet med LEGO Fonden om udviklingen af begrebet Playful Working og alternative måder at tilgå opgaveløsningen på. Det gør vi ved at skabe aktiv deltagelse, social involvering, eksperimentering, begejstring og mening i arbejdet.

Du vil møde en organisation med højt til loftet, hvor du bliver en del af en spændende og dynamisk arbejdsplads med dygtige og engagerede kolleger. Du bliver en del af Staben i Voksenstøtteområdet, hvor vi arbejder ud fra en fælles kerneopgave og en fælles metode til håndtering af etiske dilemmaer i arbejdet. Staben har et uformelt og inspirerende arbejdsmiljø, hvor vi tror på nærvær, respekt og tillid gør den fælles arbejdsplads til et sted, hvor du trives, og hvor der ikke er langt fra ide til handling.

I Billund Kommune tager vi afsæt i borgerens selvstændighed og selvbestemmelse. Vi er bevidste om at yde professionel støtte, vejledning og omsorg, der motiverer den enkelte borger til at mestre livsudfoldelse og bevare identiteten.

Du har nu en spændende mulighed for at prøve nyt og udvikle Voksenstøtteområdet sammen med os.    

 

Yderligere oplysninger

Har du lyst til at høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte udviklingskonsulent Helle Sørensen på tlf. 30 68 52 86 eller via mail heso@billund.dk. Du er også velkommen til at kontakte konstitueret Chef for Voksenstøtteområdet Jan Jørgen Petersen på tlf. 51 50 28 32 eller via mail jjp@billund.dk.

Stillingen er på fuld tid og ønskes besat pr. 1. december 2023 eller snarest herefter.

Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til gældende overenskomst.

Din ansøgning modtages elektronisk via stillingsopslaget.

Ansøgningsfristen er den 23. oktober 2023.

Samtaler forventes afholdt den 26. oktober 2023 med mulighed for 2. runde samtaler den 30. oktober 2023.   


Denne jobannonce blev oprindeligt opslået på https://www.ofir.dk/
(Den originale annonce kan ses på: https://www.ofir.dk/showojob?ofirid=98020521)

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Billund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

Fastansættelse: fuldtid

-Arbejdsgiver:

Billund Kommune - Voksenstøtte, Jorden Rundt, 7200 Grindsted

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 23-10-2023; - ansøgningsfristen er overskredet

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5923049

Denne artikel er skrevet af Emilie Bjergegaard og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet