Mark Museet og Aarhus Universitet opslår hermed en medfinansieret ph.d.-stilling med tilhørende forskningsprojekt. Stillingen er treårig og knyttet til det større projekt Jorden er giftig, som er finansieret af VELUX FONDEN under programmet Demokratisk Bæredygtighed. Mark Museet er projektleder, og Aarhus Universitet er forskningspartner i Jorden er giftig. Ph.d.-stipendiaten vil være ansat ved Mark Museet og indskrevet ved Graduate School of Arts, Aarhus Universitet.
Ph.d.-stipendiaten forventes at gennemføre et ph.d.-studium under vejledning af professor i museologi Ane Hejlskov Larsen og vil blive indskrevet på ph.d.-programmet Kunst, Litteratur og Kulturstudier ved Graduate School, Faculty of Arts.
Da projektet samtidig er kendetegnet ved en høj grad af åbenhed i forhold til teoretiske positioner og mulige anvendte metodiske tilgange, opfordres ansøgere til selv at foreslå mulige måder at tilgå casen og dens empiriske kontekst på.
Om projektet Jorden er giftig
Jorden er giftig er et tværfagligt projekt, der undersøger, hvordan kulturarv kan skabe handlekraft i lokalsamfund præget af generationsforurening. Med en tidligere kemisk og farmaceutisk produktionsfabrik i Grindsted som case, aktiverer projektet erindringer, hverdagsliv og miljødata i en fælles proces. Gennem museet som et demokratisk mødested bringes borgere, myndigheder, forskere og kulturinstitutioner sammen for at undersøge forskellige stemmer og perspektiver og udvikle nye metoder og muligheder for demokratisk bæredygtighed. Projektet forener miljømæssige, sociale og kulturelle dimensioner i et eksperimenterende laboratorium, hvor deltagelse, ansvar og handlekraft er tæt forbundet. Målet er at forankre viden og udvikle konkrete tilgange, der kan styrke lokalsamfund, fremme gennemsigtighed og bane vej for nye praksisser i arbejdet med kompleks kulturarv. Læs mere om projektet her:
https://demokratiskbaeredygtighed.dk/da/projekt/jorden-er-giftig
Formaliteter
Det foreslåede ph.d.-projekt skal leve op til ph.d.-bekendtgørelsen og de gældende regler ved Graduate School of Arts, Aarhus Universitet. Ansøgere kan orientere sig i retningslinjerne her:
https://phd.arts.au.dk/fileadmin/phd.arts.au.dk/AR/Generelle_retningslinjer_DK_1-11-2012.pdf
Ansøgerprofil
For at komme i betragtning til stillingen skal ansøgeren have:
- en relevant toårig kandidatuddannelse (120 ECTS), for eksempel i museologi, kulturstudier, antropologi, heritage studies, historie eller et andet relevant fagområde
- kendskab til aktuelle kulturstudier, publikumsudvikling og museumsforskning
- erfaring med at omsætte teoretiske og empiriske indsigter til praksisorienteret museumsarbejde, kuratering eller formidling
- stærke mundtlige og skriftlige engelskkundskaber
- Erfaring med tværfaglig forskning og samarbejde vil være en fordel.
For at komme i betragtning til stillingen skal ansøgningen indeholde følgende:
- en motiveret ansøgning
- en projektbeskrivelse på 9.600-14.000 tegn inklusive noter og mellemrum, men uden referencer. Projektbeskrivelsen skal indeholde:
- tydeligt formulerede forskningsspørgsmål
- en litteraturgennemgang, der afgrænser projektets felt og demonstrerer kendskab til state of the art og det relevante forskningsfelt
- forslag til de metoder, der ønskes anvendt i projektet
- en foreløbig beskrivelse af de empiriske eksperimenter, materialer eller data, som ansøgeren forventer at arbejde med eller generere
- en tidsplan for det treårige forløb
- et CV på 4.800-9.600 tegn
- eksamensbevis eller alternativt en fuld karakterudskrift for bachelor- og kandidatuddannelsen. Eksamensbevis eller diploma supplement / karakterudskrift skal angive universitetets navn, uddannelse, varighed (antal år på fuld tid), kurser, karakterer og eventuelt ECTS-point
- dokumentation for engelske og/eller danske sprogkundskaber.
Om Mark | Mark | Museet for en Ny Danmarkshistorie
Mark Museet er i løbende udvikling og gentænker både, hvad det vil sige at være museum, og hvilken rolle et museum kan spille i verden i dag.
Med afsæt i landbrugs-, industri- og turismehistorien arbejder Mark med kulturarv som grundlag for dialog, samskabelse, refleksion og fælles handling. Vi ser museer som demokratiske mødesteder, der forbinder mennesker på tværs af generationer, erfaringer og perspektiver. På Mark handler kultur grundlæggende om relationer: til kulturarv, til landskab, til fællesskaber og til hinanden. Vi arbejder for at bringe historien i spil ved at gøre vores viden relevant. Gennem dette arbejde søger vi at forbinde fortid og nutid på måder, der styrker vores fælles evne til at forme en mere regenerativ og bæredygtig fremtid.
Marks mission er at skabe oplevelser, der bevæger, og at engagere os selv og andre i meningsfulde fællesskaber med mulighed for at bidrage til en bæredygtig fremtid. På Mark er mission og vision forankret i samspillet mellem faglighed, praksis, organisationsudvikling, relationer og den betydning og effekt, vi skaber sammen. Forskning forventes derfor at være forankret i denne helhed og bidrage til at styrke museets praksis og fortsatte udvikling. Ph.d.-stipendiaten bliver en del af et tværfagligt og samarbejdsorienteret miljø med engagerede og imødekommende kolleger, der er åbne for nye tilgange og eksperimenter.
Om ph.d.-uddannelsen ved Graduate School, Arts, Aarhus Universitet (indskrivning)
Museologi ved Aarhus Universitet hører under School of Communication and Culture, nærmere bestemt Afdeling for Kunsthistorie, Æstetik, Kultur og Museologi. Her indgår ph.d.-projektet i et tværfagligt forsknings- og undervisningsmiljø med fokus på museer, kulturarv og deres rolle i samfundet.
Ansøgningsfrist og kontaktoplysninger
Ansøgningsfristen er den 15. juni 2026.
Udvælgelsesprocessen omfatter en indledende vurdering af ansøgerfeltet, hvorefter de to til fire bedst kvalificerede kandidater vil blive vurderet nærmere og inviteret til ansættelsessamtale i anden halvdel af juni. Stillingen forventes besat pr. 1. september 2026 eller snarest derefter.
Ansøgere er velkomne til at kontakte Mai Kofoed Lauritsen (mobil: 22 69 24 42), projektleder for Jorden er giftig ved Mark Museet, eller professor Ane Hejlskov Larsen (mobil: 20 43 46 57) ved Aarhus Universitet, som vil være hovedvejleder på ph.d.-projektet.
English version
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Billund Kommune
-Virksomheden tilbyder:
dagarbejde
-Arbejdsgiver:
Billund Museum, Borgergade , 7200 Billund
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 15-06-2026;
Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/7dfd87ba-87bc-4b2b-9b6d-c9d0a4d54e56