Tilbage i juli måned måtte Måltidsboxen i Grindsted se sig nødsaget til at lukke, men kun for en kort stund, da de nu genopstår. Denne gang med to nye ejere.
Siden Måltidsboxen for første gang så dagens lys tilbage i 2019, har der været fart over feltet. Ja faktisk så meget fart, at de i marts i år kunne tælle hele otteogtyve ansatte. Med overtagelsen af de to nye ejere, vil der dog kun i starten være seks til syv fastansatte foruden den daglige leder og nogle deltidsansatte fra tidligere.
De to nye ejere, Karsten Deibjerg og Bertel Hestbjerg har i forvejen en god erfaring indenfor fødevarebranchen og ikke mindst økologi. Spørger man de to nye ejere, er planen da også at bygge videre på det i forvejen kendte koncept. Indholdet af kasserne vil derfor primært være det samme som førhen, men denne gang med mere økologi og bæredygtighed.
Samarbejde
Karsten og Bertel ejer i forvejen et selskab sammen kaldet Organic Pork, hvilket også vil komme måltidsboxen til gode fremadrettet. Der er dog ikke tale om at indholdet i kasserne skal gøres hundrede procent økologiske, men blot med økologi ind over.
Bertel Hestbjerg er landmand og har indtil nu, drevet Danmarks største økologiske grisefarm beliggende i Nørre Felding. Dette viser sig dog kun at give overskud i virksomheden i perioder, hvilket har gjort at landmanden søger en mere overskudsstabil levevej.
Med i købet af måltidsboxen følger både setup med udstyr, bygninger, logistikkæde og kundeportefølje.