Bliv administrativ medarbejder med fokus på det sociale område i Billund Kommune

dato

Billund kommune har samlet alle myndighedsfunktioner på voksenområdet i én fælles afdeling med én indgang. Vi dækker derfor det der ofte ses spredt ud i en Handicap- og Psykiatrimyndighed, en Ældremyndighed samt hele Hjælpemiddelområdet. Vi tager det tværfaglige samarbejde til næste niveau og arbejder fælles på kryds og tværs for at finde de bedste løsninger til vores borgere. Samtidig går vi rigtig meget op i at værne om vores gode arbejdsmiljø – vi er alle meget bevidste om vores fælles ansvar ind i dette. Du vil blive modtaget af åbne arme og nysgerrige spørgsmål – vi interesserer os for hinanden, vi hjælper hinanden og vi glæder os til at byde dig ind i vores fællesskab.

Vi søger en engageret og faglig dygtig administrativ medarbejder som gerne har erfaring med – men i hvert fald interesse for – det sociale område. Du skal være klar til at starte den 1.marts 2026.

Dine primære arbejdsopgaver vil være administrative indenfor Handicap og Psykiatri samt Ældreområdet, men du vil også få tværgående opgaver i afdelingen.

Vores hovedopgave er visitation og bevilling af hjælp efter serviceloven på voksenområdet.



Din profil:

* Du har gerne kendskab til men som minimum lyst til at arbejde indenfor serviceloven.

* Du har en udpræget sans for tal og føler dig rigtig godt hjemme i et regneark

* Du arbejder struktureret og målrettet, men formår også at have flere bolde i luften ad gangen

* Du er skarp til at manøvrere i forskellige IT systemer – også når det kræves for at løse én arbejdsopgave.

* Du formår at kommunikere tydeligt og respektfuldt med mennesker der oplever store udfordringer i deres livssituation.

* Du ved at det gode arbejdsmiljø ikke er en selvfølge, og at vi alle har ansvar for at bidrage til vores fortsatte trivsel.

* Du er kontoruddannet eller administrativt/økonomisk uddannet.



Det vil være en fordel hvis du har kendskab til at arbejde enten indenfor serviceloven eller med administrativt arbejde i en forvaltning. Det vil ligeledes være en fordel hvis du har kendskab til kommunedatas IT-løsninger, herunder DSS, Opus og SAPA. Vi bruger Nexus som omsorgssystem.



Dine arbejdsopgaver bliver f.eks:

* Udarbejdelse af budgetopfølgninger.

* Betaling af fakturaer

* Økonomiske udregninger – herunder beregning af egenbetaling

* Administrationsaftaler af borgeres økonomi

* Administrativ sagsbehandling i mindre omfang.

* Opdatering og vedligehold af data i forskellige systemer i samarbejde med rådgivere, visitatorer og terapeuter.

* Mellemkommunal refusion

* Udarbejdelse af ledelsesinformation.



I er 2 administrative der arbejder helt tæt sammen – mange opgaver er i fælles om, men du skal forvente at være tovholder på det administrative omkring BPA området og ledelsesinformation.



Din nye arbejdsplads:

Myndighedsafdelingen består af 24 medarbejdere med en tværfaglig organisering. Vi sidder i storrumskontor på Rådhuset i Grindsted, og her er på flere måder højt til loftet og plads til forskelligheder. Vi sætter en høj faglig standard, og har fokus på det gode samarbejde med vores borgere. Du vil elske at arbejde i Billund kommune hvis du sætter pris på udfordringer og plads til kreativitet i opgaveløsningen. Vi er en lille kommune og har ikke specialister på alle nicheområder, men vi lykkes fordi vi formår at sikre et samarbejde hvor 2 + 2 giver mindst 5.

Playful Working og legens karakteristika er en del af Billund Kommunes DNA. Begejstring, aktiv deltagelse, mening, social involvering og eksperimentering er værdier, vi står på og som kendetegner vores kultur. Det gør, at der er højt til loftet, plads til at prøve ting af – og ikke langt fra menig medarbejder til direktør – for ved fælles hjælp løfter vi opgaverne.



Har du lyst til at vide mere er du velkommen til at kontakte:

Administrativ medarbejder Ann Spandet: 79727318

Myndighedsleder Dorte Folmer: 79187367/27241951



Løn efter gældende overenskomst.

Send os din ansøgning senest mandag den 19. januar 2026.

Vi gør opmærksom på at der afholdes samtaler torsdag den 22. januar 2026.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Billund Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Billund Kommune, Jorden Rundt , 7200 Billund

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 19-01-2026;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/find-job/d5c4616d-ca60-4564-bb3d-a9460d63958f

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet