Billund Kommune har Danmarks bedste beskæftigelsesindsats

I Billund Kommune er der 130 færre på offentlig forsørgelse end man ifølge Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering kan forvente ud fra kommunens rammevilkår. (Foto: Billund Kommune)
dato

Ifølge en benchmarkanalyse fra Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering indtager Billund Kommunes Jobcenter en førsteplads i forhold til alle landets jobcentre, når det kommer til at få borgere i beskæftigelse.

Styrelsen for Arbejdsmarked og rekruttering har i deres seneste benchmarkanalyse af alle landets jobcentre placeret Jobcentret i Billund Kommune på en førsteplads baseret på Jobcentrets resultater i 2023.

Analysen tager udgangspunkt i, hvor mange der forventes at være på offentlig forsørgelse set i forhold til den enkelte kommunes rammevilkår. Og i Billund Kommune er der 130 færre på offentlig forsørgelse end man kan forvente ud fra kommunens rammevilkår.

”Som borgmester er jeg enormt stolt over både borgerne, virksomhederne og vores medarbejdere i Jobcentret. Jeg ved, at medarbejderne tror på borgerne og sammen med de lokale virksomheder er fuldt fokuseret på at skabe gode muligheder for den enkelte borger. Jeg er derfor rigtig glad for, at vi takket være et godt samarbejde mellem borgere, virksomheder og Jobcentret sammen finder gode løsninger, som får den enkelte i arbejde,” siger borgmester Stephanie Storbank.

I runde tal giver den høje beskæftigelse kommunekassen en årlig besparelse på mellem 15 og 20 mio. kr. i forhold til, hvis de 130 borgere var på offentlig forsørgelse.

”Politisk er vi optaget af at tale jobmuligheder fra første dag som ledig, og jeg er rigtig glad for, at vi takket være en dygtig og engageret indsats fra medarbejderne i Jobcentret lykkes med dette. Det er et fokus, som vi fortsat skal have for hele tiden at forbedre os, og i den forbindelse spiller vores tætte og konstruktive samarbejde med de lokale virksomheder en afgørende rolle. Der skal derfor lyde en stor tak til de lokale virksomheder og en særlig tak til dem i virksomhedsnetværket, der tager et stort socialt ansvar for borgere på kanten af arbejdsmarkedet,” udtaler Robert Terkelsen, formand for Unge- og beskæftigelsesudvalget.

Benchmarkanalysen falder godt i tråd med, at Billund Kommune ifølge Dansk Arbejdsgiverforening er den kommune i Danmark, der klarer sig bedst i forhold til at få ukrainere i job. Læs mere.


https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/13799030/billund-kommune-har-danmarks-bedste-beskaeftigelsesindsats?publisherId=13560004&lang=da
Kilde: Billund Kommune
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.