At være spejder handler om meget mere end bare teltture, at snitte pinde og gå i skoven, i hvert fald hvis du spørger de grønne pigespejdere fra Grindsted.
De vil nemlig gerne vise, at så længe man bare forsøger at være lidt spontan så kan alle blive gode til noget. Her går det ikke ud på at være god til noget på forhånd, eller endda nødvendigvis være modig, men derimod bare få en masse gode oplevelser.
I den anledning havde de grønne pigespejdere i Grindsted derfor arrangeret et åbent hus arrangement. Her kunne alle nysgerrige piger komme og opleve, hvad det at være pigespejder blandt andet kunne indebære.
Da bål og ild er en del af det at være spejder, var dagens tema da også i ildens tegn.
Her blev der blandt andet eksperimenteret et lidt anderledes spil bowling - nemlig ild bowling.
Ild bowling
Det kan umiddelbart lyde som en ret farlig kombination, men ikke desto mindre klarede alle de interesserede piger det meget flot. Efter at alle pigerne havde iført sig nogle handsker af sikkerhedsmæssige årsager, skulle de skiftes til at tage en kugle i hånden. Det specielle var dog blot, at der var ild i hver kugle.
Undervejs i spillet var der naturligvis stor opbakning fra alle pigerne, da det for nogle krævede en vis portion mod at turde prøve.