Sport 24 samler jakker ind

Profilbillede
dato

Vinden blæser, bladene skifter fra grøn til orange og temperaturen falder - ja det er i sandhed rigtig begyndt at blive efterår i Danmark. Færdes du derfor udenfor, bør du have gjort dig nogle overvejelser omkring hvilken jakke, du tager på. 

Det kan være, at du endda har gået og overvejet om du skulle udskifte nogle af de gamle jakker du har hængende i garderoben med nogle nye lækre modeller. 

Hvis dette er et scenarie, du kan nikke genkendende til, så burde du tage forbi Sport 24 på Nørre Torv i Grindsted. I samarbejde med Røde Kors samler de nemlig lige nu jakker ind, til gavn for andre der ikke har samme mulighed. De mange indsamlede jakker vil efter den 15. oktober 2021 blive hentet af Røde Kors i Billund-Vorbasse, hvor de også vil blive solgt. 

Men hvad så hvis alle jakkerne ikke bliver solgt, hvad sker der så med dem? 

Hvis ikke alle jakker bliver solgt, vil de resterende blive sendt videre til et stort sorteringsanlæg i Horsens. Her vil Røde Kors sørge for, at de kommer ud i verden til folk, der kunne have brug for dem. 

God samvittighed og godt køb

Vælger du at give dine gamle jakker væk, vil der frem til den 15. oktober 2021 være mulighed for, at du kan smide dem i en stor plastiksæk på Nørre Torv. Sækken vil blive placeret i nærheden af jakkerne, og du kan smide så mange jakker i, som du vil. 

Du kan altså derfor både vælge at komme forbi butikken udelukkende for at donere dine jakker, men også for at gøre et godt køb. Hvis du derimod vælger både at donere men også at købe ny jakke, giver Sport 24 en rabat på 20 procent på den nye jakke.

Kilde: Redaktionen