Hvad er det bedste ved at bo i Grindsted - med dine ord?
“Byen har den helt rette størrelse, hvilket betyder at der altid er liv i bymidten, der er arrangementer i byens forskellige samlingssteder (Magion, bymidten, Kino). De fleste ansigter man ser og møder er også genkendelige og man kan føle sig som en del af et større fællesskab. Der er grønne områder med muligheder i sommerhalvåret og der er masser af forskellige aktivitetsmuligheder - bl.a. idrætsforeninger, læse- og seniorklubber o.a. Yderligere er det en meget ren by at komme til.”
Hvis du skulle anbefale ét sted i Grindsted til en ven, hvad skulle det være - og hvorfor?
“Anbefalingen ville komme an på hvad min ven skulle eller ville bruge det til. Jeg ville helt klart anbefale Magion som samlingssted og ellers ville jeg anbefale bymidten hver fredag eftermiddag i sommeren - her er der liv, musik og generel hygge.”
Hvad siger folk typisk er kendetegnende ved dig som person?
“Det er altid svært at sætte mærkat på sig selv og dermed også fortælle hvad andre siger om en - men jeg går rundt i et evigt håb om, at folk typisk refererer til mig som en man kan regne med og stole på, at jeg er en åben person og gerne laver jokes og sjov, men også kan være alvorlig. At jeg er ordentlig og altid taler/skriver inden for skiven, samt at jeg også godt ved, at jeg ikke er ufejlbarlig og uden problemer er åben for dialog om dette samt kan give en undskyldning. At jeg er god til at rose andre for det de gør...”
Hvad gør dig altid i godt humør i hverdagen?
“At jeg endnu engang vågner, slår øjnene op og ser og får lov til at opleve endnu en ny dag. At jeg er glad for mit arbejde - som til tider også godt kan forveksles med min interesse, hvis nogen spørger og at jeg har fået den uendeligt gode mulighed for at være instruktør i indoor cycling i Magion fitness - disse stunder ser jeg frem til hver eneste uge. Min datter og min kæreste gør mig helt klart også glad hver dag - de må ikke glemmes. Samt at møde tidligere elever fra mit tidligere arbejde som lærer og se at de også er kommet godt videre i livet.”
Hvem i Grindsted vil du gerne sige tak til - og for hvad?
“Det er svært at vælge, da der er så mange. Et stort tak til alle de mennesker som hver eneste uge kommer og deltager på mine cyclinghold - en tak for at de kan holde mig ud. En tak til vores byrådspolitikere (dette helt uden at melde kulør) for bare at stille op og stille sig til rådighed for kommunen på godt og ondt. En tak til alle mine nuværende og tidligere naboer på både Sjælsøvej og Frederiksberg Allé I har en helt særlig plads i mit hjerte, til trods for at I måske ikke helt ved det. En stor tak til min tidligere arbejdsplads gennem 21 år og alle gode kolleger jeg havde der - jer og den tænker jeg ofte på.”